DNTM 2010

Her den anden dag, på vej hjem i metroen, møder jeg en dame, fra Thailand, der kun har boet i Danmark i 5 år. Hun sad ved siden af mig med sin dejlige søn og så blev hun ved med, at spørge mig om, hvor det er hun har set mig henne. Og jeg havde i min vildeste fantasi ikke troet at det var fra Topmodel. Men det var det :-D… Nu kommer jeg seriøst til at lyde forfærdelig, men det sker relativt ofte, at jeg bliver spurgt om det ikke er mig fra Topmodel. Jeg har sågar skrevet autografer ude på mit job. Amen det er så sjovt, at selvom det er over 7 år siden nu, så husker folk det, forældre optager det og selv drenge har spurgt mig. 😀 Da jeg havde det allerværst i min spiseforstyrrelse, synes jeg, at det var det VÆRSTE at folk kunne huske det. Fordi jeg følte mig KÆMPE. Altså, jeg følte jo vitterligt, at folk kiggede på mig og tænkte ‘hold da op hun er jo blevet enorm’. Tiltrods for, at jeg jo faktisk ikke var enorm, jeg var normal. Og det gjorde kun min spiseforstyrrelse mere sørgelig, fordi jeg følte mig nødsaget til at gemme mig, isolere mig og holde mig væk fra alt der var godt for mig. MEN nu synes jeg indimellem, at det er lidt irriterende, men for det meste synes jeg sgu det er lidt sjovt. OG det skal fejres. Så nu smider jeg altså et afsnit af topmodel op en gang om ugen, så i kan blive underholdt, fordi gud hvor er det underholdende, at jeg sååååå amen teenager forfærdelig. 🙂